Jacobsen Plus - Familieejet siden 1929...



Hos møbelhuset Jacobsen Plus mødes nyt og klassisk design.

50’ernes store navne som Børge Mogensen, Arne Jacobsen, Finn Juhl, Hans J. Wegner og lysmageren Poul Henningsen er rigt repræsenteret med deres ikoniske møbler og lamper. I huset finder du stole som Ægget, Pelikanen, Høvdingestolen, Ox Chair og Arne Jacobsens skalstol 3107, der er kendt både i Nyborg og New York. Er du ikke til klassikere, byder Jacobsen Plus også på yngre mærker f.eks. Emil Thorups Handvärk, Muuto, Woud, Andtradition og Hay, der alle viser godt design.

Fra loftet hænger lamper fra bl.a. den danske lysmager Poul Henningsen, Verner Panton, Le Klint, Philippe Starck og Robert Dudleys Bestlite-serie fra 1930. Her på siden finder du en liste over samtlige leverandører, der finder du også nyheder, gode tilbud samt en stor del af sortimentet i møbelhuset.

Siden er tænkt som inspiration til vore kunder, som altid kan kontakte os på telefon, mail eller personligt i forretningen.

Historie:

JacobsenPlus by Leo Jacobsen A/S - fra snedkervirksomhed til livsstilshus

Det var snedker Wilhelm Eriksen, der i 1929 startede møbelforretningen fra sit snedkerværksted på Søndergade i Horsens.

Dennes svigersøn Leo Ferdinand Jacobsen flyttede under Anden Verdenskrig forretningen til Torvet, og han kom dermed til at lægge navn til møbelbutikken, der i 1986 flyttede fra Torvet til nybyggeri på Vejlevej, hvor forretningen blev til et egentlig møbelhus og medlem af den frivillige kæde Idé Møbler.

I de efterfølgende år blev den ene butik til flere, og i 2006 etablerede Jørn Jacobsen på Vejlevej en ny afdeling med designmøbler, som blev starten på Jacobsen Plus. Da de fleste af Idé Møblers forretninger i 2007 blev solgt til kapitalkæden Axcel, valgte Jørn Jacobsen at satse på designmøblerne, og Leo Jacobsen A/S åbnede Jacobsen Plus i nye lokaler på Grønlandsvej overfor Bilka i midtbyen.

Efter 3 år valgte Jørn Jacobsen ved nytårsskiftet at lave et generationsskifte med sønnen Peter Ferdinand Jacobsen, der nu sammen med sin hustru Claudia, er 5. generation bag møbelhuset i Horsens. Hos Jacobsen Plus finder du i dag Danmarks mest inspirerende designmøbler, belysning og interiør.

Vi glæder os til at byde dig velkommen i butikkerne i Horsens, Aarhus og København..


Indkøbskurv

Trustpilot ★★★★★

30 dages fortrydelsesret

Gratis fragt over 799,-

*Gælder på varer der sendes til pakkeshops.